Hjælp til barnet der går i skole

Information til dig som arbejder med for tidligt fødte

Hvordan kan vi hjælpe præmature børn i skolen?

Af Anne Marie Klysner Møller, præmaturmor og næstformand i Dansk Præmatur Forening
Oprindeligt udgivet i Livsbladet.

Gennem personlig erfaring med min egen søns skolegang (nu 6. klasse i almindelig folkeskole) og via arbejdet som emnerådgiver i Dansk Præmatur Forening, har jeg med årene opbygget en viden, som jeg via dette indlæg håber kan være brugbar for Livsbladets læsere. 

Jeg skriver ikke dette indlæg for at skabe frygt eller bekymring hos forældre, men for at man med rolig iagttagelse kan være på forkant med problemerne og se dem, mens de er små, så de ikke udvikler sig til store problemer. Med god støtte fra forældre/lærere kan disse børn komme deres vanskeligheder helt eller delvist til livs. 

Efteråret er typisk den travleste tid i emnerådgivningen inden for skolegang. Forældre har været til årets første skole-hjem-samtale og typisk fået en eller flere af følgende ting at vide: barnet har svært ved at koncentrere sig, svært ved at sidde stille, svært ved at forstå en kollektiv besked, har svært ved at læse, har svært ved matematik, har svært ved at begå sig socialt, har lavt selvværd. Disse forældre kan næsten altid, når vi får snakket om det, se tilbage på et barn, som aldrig har haft det rigtig godt med mange mennesker og meget uro. Som har været utryg ved nye ting, set udfordringer som farlige i stedet for spændende, har/har haft separationsangst. 

Forældrene spørger, om det kan hænge sammen med, at barnet er født for tidligt? Ja, det kan det. Min erfaring er, at det ikke kun er børn født ekstremt for tidligt (før 28. uge), der kan få problemer, men ligeså vel børn født efter uge 28 og helt op til uge 36. Der er fra naturens hånd en mening med, at en graviditet skal vare 40 uger. Når man fødes for tidligt, er man ikke moden til at møde den store verden og dens udfordringer. Umodenheden kan give vanskeligheder med sanseintegration, motorik, hukommelse, indlæring m.m. Desuden kan adskillelsen/den intensive behandling give psykiske/følelsesmæssige vanskeligheder. Bl.a. er hjernen ikke altid i stand til at sortere uvæsentligt fra væsentligt. Den tager alt usorteret ind, og det skaber kaos, hvilket gør børnene stressede. 

Børn, som har svært ved at koncentrere sig, har svært ved at sidde stille, har svært ved at forstå en kollektiv besked o.s.v., føler sig ofte dumme og anderledes. De bliver ofte betragtet som børn med problematisk opførsel og som mindre begavede. Pga. den for tidlige fødsel har de indlæringsvanskeligheder, men de er lige så begavede som andre. 

Det er vigtigt, at børn med vanskeligheder tidligt bliver mødt på rette måde for at undgå negative følger. Engagement fra forældre/lærere er alfa og omega. Overordnet mener jeg, det handler om opbygning af selvværd – selvtillid hos barnet, viden hos forældre og lærere og en god dialog mellem disse. Fokus på mestring frem for mangler. Barnets selvværd – selvtillid har betydning for dets succesoplevelser i skolen. Når barnet oplever succes, stiger selvværdet – selvtilliden, når selvværdet – selvtilliden øges, øges succesoplevelserne osv. Altså det ene forstærker det andet. Det første, jeg råder forældrene til, er selv at få mere viden om præmature og bibringe lærerne mere viden om, hvad det vil sige at være præmatur og hvilke følger, det kan have (gøres via pjecer/foldere/hjemmeside fra Dansk Præmatur Forening og via litteraturhenvisninger, se sidst i artiklen). 


Handler det om problemer med sanseintegration?

Dernæst er det vigtigt at finde ud af, om det handler om et barn med SI (SanseIntegrations)–problemer. SI–problemer kan hos de lidt større børn vise sig ved, at barnet let overstimuleres, ikke er udholdende, er lydfølsomt, har motoriske problemer, muligvis forsinket sprogudvikling, svært ved at modtage en kollektiv besked, er utrygt og tilbageholdende, har vanskeligt ved at træffe valg, har svært ved at koncentrere sig og dermed at lære. De kan være angste, stressede, have lavt selvværd og manglende selvtillid. 

Det er vigtigt at vide, at f.eks. læsetræning ikke kan afhjælpe læsevanskeligheder, hvis disse skyldes dårlig sansebearbejdning. Et sådant barn har brug for SI-træning for at blive bedre til f.eks. at læse. 

Hvad kan man gøre?
Har barnet ikke tidligere modtaget SI-træning og motorisk træning, bør det iværksættes. I nogle kommuner kan man få kontakt til en fysioterapeut eller ergoterapeut via PPR (Pædagogisk-Psykologisk-Rådgivning), andre steder via amtet, børneambulatoriet eller sundhedsplejersken, og endelig er der nogle steder, hvor man er nødt til selv at finde en privatpraktiserende. Det vigtigste er, at det er en med speciel viden om SI-problemer. SI-træning er med til at forbedre hjernens bearbejdning og organisering af sanseindtryk. 

Ligeledes kan KST (Kranio Sakral Terapi) hjælpe, så de to hjernehalvdele arbejder bedre sammen (se Livsbladet nr. 1/2001). Samtidig med ovennævnte er det vigtigt at opbygge et godt samarbejde med lærerne. En tæt dialog til gavn for barnet. Man er som forældre nødt til at tage et stort ansvar på sig. Det er hårdt arbejde at hjælpe/støtte barnet i skolearbejdet. 

Ofte klarer det tiden i skolen, men reagerer voldsomt om eftermiddagen hjemme i trygge omgivelser. Dagens ophobede sanseindtryk ”koger over” og kommer ofte aggressive ud. Det betyder, at det ofte er forældrene og ikke lærerne, der ser barnets reaktion. Derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde, så lærerne kan blive klar over, om og hvornår de stiller for store krav til barnet, eller om rammerne for undervisningen bør ændres.

Praktisk erfaring

• Generelt er det bedst at vente så længe som muligt med skolestart for disse børn. Specielt drengene skal ikke for tidligt i skole. Er man i tvivl, skal man vente. Få evt. hjælp til at afklare spørgsmålet ved at tale med børnehavens personale, skolens leder og/eller skolepsykologen. 

• Generelt er det en god idé med små skoler og/eller små klasser med stor rummelighed. Tag rundt og besøg skolerne, snak med lederne. 

• Det er også en stor fordel at have faste voksne at forholde sig til. Mange for tidligt fødte bliver utrygge med mange forskellige lærere/vikarer. 

• Mange har brug for en fast siddeplads og har det bedst med forberedelse på, hvornår der skiftes plads. 

• Begræns indtryk. Lad børnene sidde i små grupper, gerne et roligt sted. Når der arbejdes individuelt i klassen, så kan det være en fordel at sætte børnene med ryggen til midten, altså med næserne mod væggen, for at begrænse uvedkommende stimuli. 

• Sørg for struktur. Forbered i god tid barnet på, hvad der skal ske, hvem der gør hvad osv. Sørg for klare regler, klare aftaler. For mange er det en stor hjælp med fast dagskema, hvor eleven har overblik over dagens opgaver. Evt. en arbejdsplan, der beskriver i hvilken rækkefølge, eleven skal lave de enkelte opgaver, altså trin for trin. Strukturer opgaverne med tydelig begyndelse og slutning. Nedbryd arbejdsopgaver i mindre dele. Repeter og nedskriv instruktioner (lektier). 

• Find barnets kvaliteter, skjulte talenter og evner. Dette, mener jeg virkelig, er lærernes udfordring i dag. Find evt. som lærer/forældre sammen ud af, om barnet har en speciel evne inden for sport, musik, viden, organisation, humor, redskabshåndtering, sanselighed, dans, karate eller lign. Byg op herfra. F.eks. skulle de i min søns klasse lave noget i sløjd, som han ikke havde lyst til, og han mistede helt interessen for at have sløjd, indtil han sammen med læreren fandt ud af, at han kunne lave Hitler i træ i stedet. Hans store interesse er 2. Verdenskrig. Så gik timerne som en leg, og han glædede sig til dem. 

• Når de skal skrive, f.eks. skønskrift/stil, så går det også meget nemmere, hvis det er et emne, der interesserer barnet. Ligeså er det med læsning, det er meget sjovere og mere motiverende for min søn at læse, når bogen handler om 2. Verdenskrig. 

• Hvis barnet får mulighed for at udfolde sig på de områder, hvor det er stærkt og har interesse, kommer det barnets andre fag tilgode. Vækstmuligheder ligger især i styrkeområder. 

• Anerkend barnet for dets specielle kvalitet, talent, evne. Anerkend barnet for det gode, det gør. Kontinuerlig opmuntring og positiv feedback gør underværker. 

• Sørg for succesoplevelser, så barnet føler sig sikkert og tør vove nyt. Er barnet bange for nederlag, hindrer det barnets læring. 

• Kollektivt afgivne beskeder kan barnet have svært ved at opfatte, her er det nødvendigt at sikre sig, at budskabet er modtaget og forstået af barnet. 

• Brug tid på nærvær/at lytte (med empati og forståelse) til barnet. Det gælder 

både i skolen og i hjemmet.

• Leg og kropslig udfoldelse udvikler barnets koncentrationsevne. Vi spiller meget ballon, hvor vores søn står på ”mål”, og vi skal have ballonen ind på væggen bag ham. Desuden går det bedst de dage, vejret er til at spille lidt bold på vejen eller i haven. 

• Fortsat øvelse af det svære (terpen) kan medføre, at eleven blokerer (nederlag) og derfor husker dårligere. Hold hellere en kort pause og arbejd med noget andet.

• Arbejd i intervaller, 10 min. med det nye og svære stof, 10 min. med noget som barnet kan, 10 min med det svære osv. Når vi læser lektier herhjemme, bruger vi intervaller på 10-15 min. lektier, 10-15 min. bevægelse, f.eks. hop på trampolin eller andet. Tidsforbruget øges langsomt, så barnet stimuleres til at kunne koncentrere sig længere tid ad gangen. 

• Øv vrøvlevers, sangtekster, digte. Det styrker huskeevnen, hvilket giver øgede muligheder for at huske nyt materiale. Svære staveord laver vi også vrøvl ud af, så bliver de nemmere at huske.

• Lav aftaler skole/hjem imellem om, hvor meget barnet skal/kan lave, uden det stresses. Vi aftalte f.eks., at vores søn skulle læse seks sider om dagen, mens de andre skulle læse 10. 

• Giv barnet sikkerhed for, at når det går hjem, ved det præcist, hvad det har for. Bed evt. barnet om at sætte kryds på siden, der er gennemgået, så ved far og mor også, hvad der skal laves. Bed læreren om 10 sekunders ekstra opmærksomhed på, at barnet ved, hvad lektien er. Hvis vores søn ikke kan huske, hvad han har for og ikke har fået det skrevet ned, har vi en aftale med lærerne om, at han må ringe og spørge. 

• Brug evt. en større nabodreng/-pige til at lave lektier med barnet om eftermiddagen. Nogle gange er det nemmere for andre end forældrene at få barnet til at koncentrere sig. Vi brugte på et tidspunkt en nabodreng, som også interesserede sig for 2. Verdenskrig. De lavede lektier først, og guleroden var så, at han bagefter læste højt af krigsbøgerne for vores søn. 

• Skriv små positive madkassebeskeder. Det gør underværker med små opmuntringer til spisetid. Det er også en måde lige at skrive, hvad tid man ses igen, og hvad der så skal ske (forudsigeligheden igen, igen) eller en måde at hjælpe barnet med at huske et eller andet på. 

• Opfordr læreren til at skrive positive og eller søde drilleting (hvis barnet forstår det) i skolebøgerne, når barnet har lavet noget godt. Vores søn havde engang afleveret en stil om fodbold, og han fik den tilbage med ”Hvem var lige det, der slog FCK i går? (vores søn er FCK-fan, læreren var Brøndby-fan). 

• Hvis en lommeregner giver en elev følelsen af at lykkes, er det afgørende for elevens motivation på sigt. 

• Brug af computer kan også være vejen til succes for nogle børn. 

• Urolige børn kan have gavn af at sidde på en kugledyne. 

• Det er normalt sådan, at skolen forventer, at barnet er med til skole/hjem-samtaler. Det kan være svært at sidde og snakke om alt det, der er svært for barnet, og hvordan det hjælpes bedst, i barnets påhør. Hvis barnet har et lavt selvværd/selvtillid, gør det det ikke bedre. Man kan så vælge at møde op uden barnet og kunne snakke frit, eller man kan vælge at tage et lille formøde med lærerne pr. telefon eller mail og der blive enige om hvilke emner, der tages op til skole-hjem-samtalen. Personligt har vi brugt begge modeller afhængig af situationen. Nogle lærere forstår også at anerkende barnet og samtidig få sagt, inden for hvilke områder barnets indsats skal øges, uden at såre barnet. Men vi har også oplevet, at vores søn blev hørt i de fejl, han havde lavet i en test. Han vidste jo udmærket godt, hvilke fejl han havde begået, og det er ikke at opbygge selvværd – selvtillid.

 

Litteraturhenvisninger: 

Adler, Bjørn og Holmgren, Hanna. Neuropædagik, om kompliceret læring. Kroghs Forlag 2003. 

Gardner, Howard. De syv intelligenser. Brain Books 1998. 

Gardner, Howard. Sådan tænker børn – sådan lærer de. Gyldendal 2004. 

Hertz, Berit og Iversen, Frank. Anerkendelse i børnehøjde. Psykologisk Forlag 2004. 

Jepsen, Jonna. For tidligt fødte børn. Usynlige senfølger. Hans Reitzels Forlag 2004. 

Kadesjø, Bjørn. Børn med koncentrationsvanskeligheder.