Af Hanne Sigaard, lærer,  præmaturmor og tidligere formand i Dansk Præmatur Forening. Oprindeligt udgivet i Livsbladet.

Når et for tidligt født barn skal starte i skole, imødeses dette ofte med særlig spænding fra forældrenes side. Overgangen fra børnehave til skole markerer en milepæl i barnets liv, og som forældre gør man sig selvfølgelig nogle tanker om, hvordan barnet vil klare sig i skolen. Vil barnet kunne koncentrere sig? Vil det kunne følge med i undervisningen? Kravene til barnet er pludselig anderledes, end de har været hidtil, og vil barnet kunne honorere disse krav? 

Forældre til for tidligt fødte børn overvejer næsten altid, om de skal fortælle skolen/læreren om barnets for tidlige fødsel. Vil det skade eller gavne barnet? Overvejelserne går ofte på, om barnet vil blive mødt på en anderledes måde, hvis læreren kender dets historie, eller om det er bedre at lade barnet „starte på en frisk“, hvor læreren ikke har særligt kendskab til barnet. 

Set fra lærerens – og barnets – side vil det altid være en fordel, hvis han/hun informeres om den for tidlige fødsel, da mange af de for tidligt fødte børn ofte har nogle fælles træk. De kan være yderst sensitive, og de kan have nogle senfølger, som på sigt kan have betydning for skolegangen, fx sen motorisk udvikling, sproglige forstyrrelser, svækket hukommelse (både korttids- og langtidshukommelse), koncentrationsvanskeligheder, en skrøbelig og ustabil psyke samt lide af en grundlæggende angst og utryghed med lav selvtillid og lavt selvværd til følge. 

Lavt selvværd kan i mange tilfælde relateres til den barske start på livet med adskillelse fra forældrene, smertefuld behandling samt akutmiljø på sygehuset, mens lav selvtillid ofte bunder i de dysfunktioner, der kan være opstået som følge af hjernens og centralnervesystemets umodenhed ved fødslen og i udviklingsforløbet uden for livmoderen, hvor der er en forhøjet risiko for specielt hjernedysfunktioner og fejludvikling af sanser og motorik. 

Barnet vil måske have behov for, at der tages særligt hensyn til nogle af disse vanskeligheder, men hvis læreren er uvidende om vanskelighederne, er det naturligvis ikke svært at forestille sig, at det kan få negative konsekvenser for barnet. Hvis læreren derimod informeres om mulige senfølger, vil han/hun kunne forberede sig på disse og tage de nødvendige hensyn hertil. Læreren bliver med andre ord bedre i stand til at møde barnet, hvor det er.

Hvordan imødekommes barnets særlige behov?
Når man som lærer møder et for tidligt barn i skolen, er der nogle forhold, som det er vigtigt at være opmærksom på. Denne artikel er skrevet som et oplæg til forældres samarbejde med skolen og med tanke på at blive videregivet fra forældre til lærere. 

1. Hvis barnet mangler selvtillid eller har et ringe selvværd 

Selvværd må ikke forveksles med selvtillid. At have selvtillid er nemlig ikke ensbetydende med, at man har selvværd. Selvværdet er en indre følelse, som udtrykker barnets personlighed. Det er troen på eget værd – en slags selvrespekt. For tidligt fødte børn mangler ofte troen på deres eget værd, og de er derfor angste for ikke at kunne honorere de krav, der stilles til dem. De fokuserer på de negative sider – på de ting de ikke kan i stedet for på de ting, de rent faktisk kan. Dette kan fastholde dem i en negativ spiral og forhindre dem i at modtage viden og læring. Hvis dette mønster skal brydes, er man nødt til at arbejde systematisk med opbyggelse af selvværdet. 

En mulig fremgangsmåde er at fokusere massivt på de ting, der lykkes for barnet. Det skal føle sig bekræftet og anerkendt, hver gang en udfordring lykkes. Ros er et godt redskab, men et øjekast eller et skulderklap kan have samme positive effekt. Det vigtigste er, at man signalerer, at man har lagt mærke til, at det lykkedes for barnet. 

Ved denne synliggørelse giver man barnet mod til at give sig i kast med nye udfordringer. Modsat nytter det ikke meget, hvis man bemærker og fortæller barnet, hvad det ikke kan. Det er kun med til at bekræfte dets følelse af utilstrækkelighed. At skælde ud eller råbe ad barnet opbygger hverken selvtillid eller selvværd, og det kan være en meget ubehagelig oplevelse for et psykisk skrøbeligt barn.

2. Hvis barnet virker angst, utrygt eller uroligt
Hvis læreren oplever, at det for tidligt fødte barn er angst, utrygt eller uroligt, må hun arbejde på at opbygge en fast struktur for barnet, således at det med sikkerhed ved, hvad der skal foregå, og hvad der forventes af det. Struktur og forudsigelighed er tryghedsskabende faktorer, der har stor betydning for viljen til at kaste sig over nye ting, og her kan „De syv H´er“ bruges som udgangspunkt. De tydeliggør, hvad der skal ske og kan være med til at opbygge barnets tryghed ved situationen: 

• Hvad laver vi? (Indhold) 

• Hvornår laver vi det? (Tidspunkt) 

• Hvor laver vi det? (Placering) 

• Hvem laver vi det med? (Voksne/elever) 

• Hvordan laver vi det? (Metode) 

• Hvornår er vi færdige? (Perspektiv) 

• Hvad skal vi så? (Overblik) 

3. Hvis barnet har svært ved at følge med
Vore dages undervisning skal ikke altid foregå i samme takt for alle elever i en klasse, men derimod i en fleksibel struktur hvor det enkelte barns potentialer tilgodeses. Dette må siges at kunne komme mange for tidligt fødte børn til gode. 

Den amerikanske psykolog Howard Gardners definition af intelligens og hans beskrivelse af, at der er mange måder at være intelligent på, er efterhånden bredt anerkendt, og der refereres mange steder til hans forskning og teorier. Howard Gardner opererer med ni forskellige intelligenser: 

• Den sproglige 

• Den logisk-matematiske 

• Den visuelt rumlige 

• Den krops-kinæstetiske (At kunne bruge kroppen kontrolleret) 

• Den musikalske 

• Den interpersonelle (Indlevelse i andre, empati, social bevidsthed) 

• Den intrapersonelle (Selvindsigt, det personlige indre) 

• Den naturbevidste 

• Den eksistensbevidste (Bevidstheden om eksistensen, det filosofiske) 

Alle mennesker har alle intelligenser i en eller anden grad, men ofte er én eller flere den/de fremherskende, og ud fra de ni intelligenser taler man om forskellige læringsstile; dvs. det enkelte menneske har en foretrukken måde at lære på (beskrevet af Rita og Kenneth Dunn i deres model „The Dunn & Dunn Learning Styles Model“). 

Man kan sige, at begrebet læringsstil handler om at finde frem til barnets optimale måde at lære på. Fx hvordan barnet bedst lærer og husker nye, svære ting, hvornår det opnår erkendelse, og hvordan omgivelserne helst skal være, for at barnet kan koncentrere sig. Det er naturligvis forskelligt fra elev til elev. Nogle lærer fx bedst ved at arbejde alene med tingene, mens andre helst vil arbejde to eller flere sammen. Nogle kan bedst lide absolut ro, andre kan klare støj eller musik i baggrunden. Nogle lærer bedst, når de sidder ret op og ned på en stol, andre har behov for at ligge hen over bordet osv. 

Kan læreren – i samarbejde med det enkelte barn og forældrene – finde frem til barnets foretrukne måde at lære på, er det muligt at bruge dette som grundlag for en varieret og differentieret undervisning med bedre læringsbetingelser for den enkelte. Det kan hjælpe barnet til at fastholde opmærksomheden og efterhånden udvide evnen til fordybelse. 

Hvis læreren er opmærksom på at lade barnet arbejde med dets stærke sider, styrkes selvtilliden, og vejen til succes bliver kortere. Jo flere gange barnet bekræftes i at kunne, jo større er chancen for, at det udvikler selvtillid og får overskud til også at arbejde med det, der er svært. 

4. Skole-hjem-samarbejde
I Danmark er der på mange skoler tradition for årligt at afholde to skole-hjem-samtaler (efterår og forår), hvor lærere og forældre mødes og taler om barnets fag¬lige og sociale udvikling. Det er i mange tilfælde tilstrækkeligt, men for forældre til et for tidligt født barn kan det være rart at vide, at langt de fleste lærere er villige til at udvide antallet af møder eller lave en aftale om hyppigere kontakt enten pr. tlf. eller pr. mail, hvis der er behov for det. 

Dette er vigtigt, hvis forældrene fx oplever, at barnet ikke trives eller har svært ved tingene. Jo hurtigere der sættes ind, des bedre kan man hjælpe barnet – det være sig i det daglige i klassen eller med en kontakt til andre instanser, som vil kunne hjælpe barnet, fx en fysio-/ergoterapeut eller en psykolog. Målet må være at skabe bedre basis for barnets læring. Barnet har måske brug for en „advokat“, og hvem skulle være bedre egnet til opgaven end forældrene? – de må formodes at være de personer, der kender barnet bedst.

Litteraturhenvisninger

Egelund, Niels m.fl. (red.). Rummelighed og konsekvens. Kroghs Forlag 2005. 

Heideby, Birthe Tonsgaard. Teamets arbejde med læringsstile. Kroghs Forlag 2004. 

Berglyd, Ingrid Worming. Teamet i samspil med forældrene. Kroghs Forlag 2005. 

www.intelligenser.emu.dk